Præsten

Jeg har været præst siden 2011 og fungerer af og til i Folkekirken som sognepræst. Ved siden af dette er jeg sjælesørger og tilgængelig for samtaler både når livet gør ondt eller fuld af glæde. Jeg tilbyder også åndelig medvandring for mennesker, som søger at opdage deres kontakt til det, som de beskriver som “noget, der er større end mig selv” – Gud, universet – eller hvad der kan opleves, som deres dør ind til det hellige rum, hvor vi møder det, vi tror på i stilhed og medvandring. Her er jeg mentor og åndelig vejleder.

Og her er et link til en artikel om min baggrund for at blive præst:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/thorvaldsens-kristus-figur-vakte-en-staerk-laengsel-i-mig

Artiklen har jeg gengivet her:

“Jeg var 5-6 år gammel, da jeg en dag var på Thorvaldsens Museum med mine forældre. Jeg var sådan et barn, der løb rundt for mig selv, så jeg nåede rundt i de forskellige sale. Jeg kom ind i salen, hvor der stod figurer af de 12 disciple i hver side og en Kristus-figur i midten, og fordi jeg var så lille, busede jeg nærmest ind i soklen til Kristus-figuren. Jeg lænede mig tilbage for at kunne kigge op og regnede med at få øje på endnu en kedelig hvid figur. I stedet kiggede jeg op i de varmeste øjne og det mildeste ansigt. Det føltes, som om der gik et lyn gennem kroppen på mig – helt oppe fra hovedet ned til mine fodsåler. Jeg var ikke bange, men stod bare og sansede, helt nærværende. Jeg blev ligesom revet ud af den tilstand, som børn kan være i, når de suser rundt og synger og snakker. I stedet var der et utroligt nærvær og en fredfyldt stilhed.

Mine forældre kunne nærmest ikke trække mig ud fra museet og kunne godt fornemme, at jeg var meget optaget af Kristus-figuren. Så jeg fik et postkort med et sort-hvidt billede af den, og det har jeg endnu. Jeg hængte det op derhjemme. Det blev mit første lille alter.

Mødet med Jesus vakte en stærk længsel i mig, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle søge for at finde ud af, hvem Jesus var. Jeg var døbt, men mine forældre gik ikke i kirke. Da vi et par år senere flyttede til Aalborg, kunne min mor fornemme, at jeg var draget af kirken, så hun begyndte at gå i kirke med mig, ligesom jeg fik lov at synge i kirkekor, blev medlem af Frivilligt Pige Forbund og også barnepige for præstens børn. Men jeg fandt stadig ikke noget sprog for min længsel. Jeg kunne heller ikke tale med andre børn om det, jeg blev mobbet og følte mig ensom. Men i min ensomhed oplevede jeg glimt af stor lykke, når jeg sad ude på markerne og sansede stilheden og varmen og mariehønsene og så engle og fantasivenner. Da jeg spurgte den tidehvervske præst i vores sogn til det, sagde han, at jeg skulle holde mig fra den slags, for det var dæmoni.

Som 16-årig havde jeg en oplevelse på vej hjem fra skolens ungdomsklub, hvor jeg tydeligt hørte Gud sige til mig: ”Du skal ikke være noget for én, men for mange.” Jeg blev ramt af en følelse af dyb ensomhed, for betød det, at jeg skulle gå i kloster? Det ville jeg ikke. De næste 10 år prøvede jeg alt muligt inden for new age. I forbindelse med en meditation havde jeg en stærk oplevelse af at blive løftet op over en sky og møde en guru, hvorefter mit hoved faldt af. Det mantra, jeg fik i den forbindelse, satte sig fast og blev en plage. Jeg fik hjælp af en buddhistisk lærer. Men først da jeg mødte en præst, som anbefalede mig at bede Fadervor, forlod mantraet mig. En dag, mens jeg cyklede over Langebro, var det, som om mantraet fløj ud af mig, og jeg fik fred indeni.

Nogle år senere hørte jeg igen Guds stemme, som helt tydeligt sagde til mig, at jeg skulle bruge min stemme. Jeg skulle prædike og være præst. Fra det øjeblik vidste jeg, at jeg ikke kunne fjumre rundt, men måtte vie mit liv til Gud, og jeg gik i gang med at læse teologi. Jeg er lettere ordblind, så det var noget af en mundfuld, men jeg oplevede, at Gud nærmest bar mig igennem.

Under ordinationen i Helsingør Domkirke var det, som om alt faldt på plads. Da vi havde givet biskoppen hånden og sagt ja til, at vi ville forkynde evangeliet rent og purt, og præsterne gik hen og lagde hænderne på hinanden, og den nærmeste lagde hånden på mit hoved, mærkede jeg først ingenting. Men så var det, som om der gennem hænderne voksede rødder ned i mit hoved og ned gennem min krop. Jeg blev til en stor rod på et kæmpe træ. Jeg var endelig sat på plads åndeligt og fysisk.

Mit kald som præst er især at hjælpe børn med at udvikle et åndeligt sprog, for det manglede jeg selv som barn. Min lærer i kristendom i 1. klasse fortalte os en dag om Salomos drøm, hvor Gud spørger Salomo, hvad han vil have, og Salomo beder om et lydhørt hjerte. Instinktivt vidste jeg, at det var rigtigt. I dag forsøger jeg at lytte til Gud ved at meditere og bede morgen- og aftenbøn. Hver morgen spørger jeg Gud, hvad jeg kan gøre i dag for at gøre verden bedre. Og så lytter jeg med en vis bæven, for hvad sætter han mig nu til? Men jeg ved, at han nok skal lede mig sikkert igennem. For hos den Gud, jeg mødte på Thorvaldsens Museum, er der dyb fred – også midt i stormen.

Hvad har udfordret din tro?

Det udfordrer mig, når mennesker – ved at tro på noget, som ikke nødvendigvis er den kristne gud, men også kan være ateisme – kan få sjælesorg og fysisk helbredelse og forandres til at leve mere kærlighedsfuldt. Jeg er ikke færdig med at forstå det, men er kommet frem til, at jeg må være glad for selv at have oplevet hele menneskehedens frelseshistorie i mit liv – fra troen på de mange guder over den gammeltestamentlige opfattelse af en navnløs gud til mødet med Gud i Jesus Kristus.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Som ung læste jeg en bog af Carlos Castaneda, ”Rejsen til Ixtlan”, hvor forfatteren af en indiansk shaman får det råd at ”u-gøre”. Senere da jeg var ved at uddanne mig i Alexanderteknik, fik jeg samme råd af min lærer: For at komme i kontakt med den, jeg er, må jeg bag om mit ego. Når det lykkes, kan jeg komme i kontakt med det, Gud vil. Så er det ikke min vilje, der styrer, men Guds. Det er lidt det samme, Paulo Coelho beskriver i ”Alkymisten”, hvor den unge Santiago vover at følge sine drømme i stedet for at holde fast i sine egne ideer, og det fører til, at han finder en skat.”

Tilbage til oversigten

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: