Dit ansigts historie

Jeg sad længe i vintermørket og lod fingrene kærtegne dit ansigt som blev ved med at vende sig væk i ubehagets hastige ryk som om mine fingre gav stød mod din hud som ikke ville røres mere af nogen før noget var sagt eller forløst Pludselig blev det livsvigtigt at leve. Digt af Marlene Evensen

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: