STRESS digtcyklus. Del 1-3

STRESS digtcyklus. Del 1-3
af Marlene Evensen

Forventes udgivet som ArtMoney snarest.

Del 1:

En beskrivelse af vand.
En beskrivelse af vand.
Jeg glider sidelæns gennem vandet.

Min krop er havnet i en stilling:
”Klar til sprint”
men jeg glider sidelæns.
Jeg glider sidelæns.

Jeg er som en havfrue uden hale.
Jeg er som en mund, der ikke kan tale.
Jeg glider sidelæns.
Jeg glider sidelæns.

Jeg glider sidelæns
mens solens stråler når havbunden.
Jeg glider hen over havbunden
stadig i samme stilling ”klar til sprint”.

Tang og vandplanter bevæger sig i strømmen.
Jeg står bare stille
uden fødderne rør havbunden.
Jeg svæver
vandet glider med strømmen.
Tang og vandplanter bevæger sig
solens stråler glitrer omkring mig.
Det er en varm sommerdag.

Indeni er tankerne.
Tankerne lever deres eget liv.
Jeg føler mig, som mig selv
men jeg bliver stående – klar til sprint.
Jeg kommer ikke afsted.
Jeg er som et foster i fostervand.
Jeg er født, men jeg kan ikke komme ud.

Jorden blev rykket væk, da jeg faldt til jorden.
Jeg kom til at ligge svævende
svævende uden at rør nogle kanter
kun følelsen af, at være trykket nede.

Min krop er blevet væk.
Jeg står klar til sprint.
Alt omkring mig glider med strømmen.
Jeg står stille
svævende
uden hale
uden mund.
Vandet bruser i mig.

Vandet bruser i mig
jeg er fuld af luftbobler i tang.
Jeg hører stemmer derude
stemmer gennem vandet.
Kaldende Sirener
stemmer, som kommer fra
mig selv.

Alt det, jeg skulle nå, synes jeg.
Nu kan jeg ikke nå noget
jeg kan ikke bevæge mig.

Jeg står klar til sprint.

Hvordan ændrer jeg form?
Hvordan giver jeg slip?
Har jeg givet slip?
Ser det sådan ud, når man giver slip?

Jeg står i vandet.
Hovedet op – benene ned.
Jeg står fast i et øjebliksbillede.
Der er en, der slukker lyset.

Jeg ligger på et gulv.

Del 2:

Jeg ligger på et gulv.

Jeg ligger på et gulv.
Jeg er lige røget ned
faldet ud af en lem.

Faldet ud af en lem
og faldet ned på et gulv.
Rummet er tomt.
Jeg har taget imod faldet og ligger på maven
med armene næsten strakt ud
i afbødningen af faldet.

Jeg kikker frem på mig selv.
Jeg står og ser
at jeg kikker frem på mig selv
som ser forbavset frem på mig
fordi jeg er faldet ned på gulvet.

Jeg er faldet ned på gulvet
og ligger på et gulv
og kikker forbavset frem.
Rummet er tomt.
Der er lys fra oven
alt er gråt og mørkt.

Der er lys for oven.
som fra en projektør.

Jeg ligger på gulvet og kikker forbavset frem
med hænderne, som har taget af for faldet.
Jeg ligger på maven
luften står stille.
Der er ingen lyd.

Jeg kikker forbavset.
Der er ingenting i rummet.
Jeg trykkes ned mod gulvet.
Jeg har taget fra for faldet
og bliver i den samme stilling.
Forbavset.

Der er ikke en lyd.

Del 3:
Der er ikke en lyd.

Dråben hænger fast i luften.

Der er ikke en lyd.

Dråben har sluppet bladet, som stadig hænger nedad
fordi vandet, der samlede sig på bladet, fik det til at tippe nedad.

Jeg er ombord på et skib.

Jeg er ombord på et skib
og jeg ser en dråbe fra et blad.
Det hænger ikke sammen.
Dråben og skibet.
Dråben, som kom fra et blad.

Dråben hænger i luften.
Jeg har rakt ud efter det
med en hver fiber i min krop
har jeg rakt ud efter det.

Jeg ville gribe dråben.

Jeg ville gribe dråben
som hang dér i luften
som lige havde forladt bladet, der var tynget ned af vægten
fra det opsamlede vand på bladet.

Jeg er udstrakt med hver fiber i min krop strakt ud.
Jeg ville nå den.
Luften står stille.
Jeg er ombord på en båd.

Jeg er ombord på en båd.

Jeg kan ikke nå dråben.
Luften står stille.
Båden står stille.
Jeg hænger i luften.
Dråben hænger i luften.
Luften står stille.

Båden rammer et rev.
Jeg tumler nedad.
Dråben hænger fast.
Luften står stille.
Jeg bliver lille.
Jeg bliver lille.

2 Replies to “STRESS digtcyklus. Del 1-3”

  1. Tusind tak for et meget inspirerende digt i 3 dele! Jeg gled helt med ind i din tekst … og jeg oplevede mig ramt og udstillet! – En lille refleksion som udtryk for min varme tak til dig:

    “Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen, derfor må jeg skynde mig!”- Jag og stress er måske den nemme måde at træde vande på over en følelse af lede og indre tristhed. Mange af os lever i en centrifugal kultur, hvor vi hele tiden slynges ud i periferien af det, vi oplever, at det er svært at komme ind til centrum, ind til dybderne i vore liv.

    På grund af de stadige krav om opmærksomhed, hurtige møder og flygtige kontakter forsvinder til sidst følelsen af at være nærværende i sit eget liv. I en centrifugal kultur kommer flere og flere længere og længere væk fra en enkel og indlysende identitet, en stabil bevidsthed om, hvem man selv er. Konstant slynges man ud til kanten af sin egen personlighed. Måske bliver derfor de modsat rettede kræfter, de centripetale kræfter – de rejser, som går indad – stadig vigtigere.

    Filosoffen Walter Benjamin skriver: Vi mangler tid til at opleve de virkelige dramaer i den eksistens, som er tildelt os. Dette får os til at ældes. Intet andet. Rynkerne og folderne i ansigtet, det er signaturerne fra de store lidelser, laster, indsigter, der kom for at besøge os – men vi var ikke hjemme.

    ‘Stop verden – jeg vil af’. Sådan har jeg det af og til. Fordi jeg ønsker mig mere af den langsomme tid, og det skal helst være nu. Jeg ønsker mig mere kvalitet ud af tiden. Mere tid til at læse og til fordybelse. Mere tid til at snakke med børnene om deres fremtid eller med de ældre om deres fortid. Jeg ønsker mig også retten til ro og utilgængelighed, retten til at tænke en tanke, som er længere end fem centimeter. Jeg får det nok mere og mere sådan: “Når telefonen ikke ringer – så er det til mig”

    Er der nogen af jer, kære læsere, som nogensinde har haft travlt? – Travlt har jeg aldrig haft, det har der ikke været tid til! – Nej, sandheden er, at jeg har måttet minde mig selv om noget andet igen og igen, for at undgå – mærkeligt såvel som umærkeligt – at glide ind i stress og ubrændthed, hvor jeg pludselig fremstod som en torso, uden arme og ben til at favne … og gå ud i verden med.

    Måske jeg kan sætte lidt triumf via ord af den sidst kårede Nobelpristager i litt., den svenske digter Tomas Tranströmer: Du bliver aldrig færdig, og det er som det skal være.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s