Hvem er min næste – eller: Hvem er den næste?

2013-08-23 Lysandagt i Natkirken på Strøget, Helligaandskirken ved pastor Marlene Evensen
13. søndag efter Trinitatis.

Bøn: (Filippinsk bøn, Kirkefondet, Gudstjenesteår 2000)

Herre, du har skænket os
solen og månen og stjernerne,
jorden med dens skove og bjerge,
havene med alt, hvad der lever og bevæger sig.
Markerne, der grønnes, har du skænket os,
og alt, hvad der blomstrer og bærer frugt,
også alt det, vi strides om,
og alt, hvad vi har vendt ryggen.
Nu kommer vi til dig med vore talenter,
vore bønner, os selv.
Vi kommer til dig med disse gaver; de kommer fra dig,
og vi bringer dem tilbage til dig,
alle tings ophav.

Tekst:
Lad os høre fra teksten til på søndag, som er 13. søndag efter Trinitatis, skrevet af evangelisten Lukas:

En lovkyndig ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Luk 10,23-37

Refleksion:
Tema: Hvem er min næste – hvem er den næste?
Hvem er min næste?
Hvis vi hørte Jesus fortælle historien om den barmhjertige samaritaner i dag, ville vi måske ikke forvente, at den sluttede der på kroen, hvor den forslåede mand fik hjælp af sin næste, som gav ham tøj på kroppen og et sted at komme sig oven på sine sår.

Vi bliver ved med at få sår, vi bliver ved med at falde i hænder på røvere, som vælter os om kuld og stjæler fra os og efterlader os i grøften et sted på vejen. Vi har alle set ansigter vende sig bort, som vi troede, kom os i møde.
Hvem vil så komme forbi – jeg kom til at vende spørgsmålet om på ”Hvem er min næste?” til: ”Hvem er den næste?”

Vi ved ikke, om manden på kroen blev fuldstændig genoprettet, helet og gik fuldstændig tillidsfuld ud i verden efter sit møde med samaritaneren?
Måske skulle han møde mange, som lod ham ligge efter mødet med virkelighedens verden, som gir knubs og ar på sjælen. Måske var han heldig at møde flere, som hjalp ham på fode. Igen og igen.

”Igen og igen og….” Som der står på busserne, som kører forbi os ude på gaderne.

Vi har ikke bare brug for hjælp, når det er vores krop, der er blevet forslået.
Vi har også brug for hjælp, når det er vores sind og hele indre, som er væltet omkuld.

Hvis vi ikke har fået den grundlæggende kærlighed og lært den fundamentale tillid til livet fra mennesker omkring os, er dagens spørgsmål ikke: ”Hvem er min næste?” – men: Hvem er den næste?”

Så flagrer vi fra menneske til menneske i håb om at få hjælp til at blive hel. Hjælp til at lære den kærlighed at kende, som har manglet, og hjælp til at komme op på den vej, som Gud har lagt for os, hvor vi tillidsfuldt kan gå fremad – også selvom det kan hænde, at røvere bliver ved med at komme forbi og vælter os af banen.

I bund og grund leder vi efter hjælp til at blive hel alle steder. Vi søger kærligheden hos hinanden. Oplevelserne af storhed, unikhed, det, som føles som vores skæbne. Den eneste ene.

Vi søger den eneste ene, som siger til os:

Du lægger dine våben
(
Spoken Word af Marlene Evensen, 2013.08.18.)

Du fortæller mig, at du er glad for mig.
Du lægger dine våben, når du kommer til mig.
Alt for mange gange har du kæmpet i en krig.
En krig, som slog dig halvt ihjel og alt gik helt forbi.

Hvor kan man finde hende, som er svær at finde?
Er hun i et katalog, en bog, er drømmen muret inde?
Alt for mange gange har du ledt i rodebunken.
Du har tabt dit go’e humør, din krop, dit smil – hun er forsvunden!

Du går ud af lange veje uden at dreje.
Alle krydsene er fyldt med valg på afveje.
Hun er ikke en af dem, der står og venter på en vej,
så hvod’n pokker får du fundet og bragt hjem til dig:

Hende, der fortæller, hun er glad for dig,
så du lægger dine våben og I går samme vej?
Alt for mange gange har du kæmpet i en krig
og den ene og den anden gjorde alt det go’e forbi.

Og du bliver ved at dreje udenom på motorvejen.
Det’ som bilen kører med dig ud af havnekajen.
Som at drukne, når man tørster, lige når solen skinner bedst.
Du ser sol og måne – stjerner, som går op og ned i vest.

Det er en frygtelig larm der larmer i dit hoved.
Du vil ud med åbne sanser og få udført noget.
Du står med nældens rod og trækker planter ud.
Du er træt af krig og bomber eksploderer mod din hud.

Så står hun der i svinget og er klar til dig.
Hun er mild som månens lys og skinner lys på dig.
Du bliver ramt i modsat retning på tilbagevejen.
Slut er alle tiders krig og ikke mere segnen.

Det er i hvert fald vort håb – at nu er det slut med at lede.
Vi har fået hjælp. Vi er oppe på landevejen igen!
Men det er en ” on going storry” i menneskenes verden.

»Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« spørger Jesus og manden svarede:
»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind,
og din næste som dig selv.«

Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men manden ville jo retfærdiggøre sig selv og spurgte atter Jesus: »Hvem er så min næste?« I håbet om, at det ville være lige med et snuptag, at han kunne score lette point med at kunne finde ud af at hjælpe sin næste også – ud over at elske Gud af hele sit hjerte, sjæl og genoprettede sind.

Det er der, vi kommer til kort.

Det er der, vi får valget mellem at finde ud af, ”Hvem er min næste?” i stedet for hele tiden at forbruge og spørge efter: ”

Hvem er den næste?”

Vi har et helt liv til at gå og fundere over: ”Hvem er min næste næste?”

Det er det, som er tilskrivningen til dagens evangelietekst til på søndag:
Vor næste er den næste af de mange, der møder vort blik og vort ønske om at hjælpe til med at gøre Guds rige skønt allerede her og nu på jorden i dag, i morgen og ud i evigheden. Amen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑