Sidste søndag i kirkeåret:
For nogle søndage siden hørte vi om Jakob, som lå og sov og drømte, at han så himlen åbne sig, og han så engle stige op og ned over menneskene.
I dag hører vi i Mikas tekst, at talrige folkeslag foretager den modsatte bevægelse, nemlig at menneskene skal drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus, og at Gud skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier.
Det er den sidste søndag i kirkeåret.
Det er ligesom i skolen, hvor der venter en eksamen forude for det skoleår, som nu er til ende.
En eksamenstid, hvor de flittige bliver belønnet og bare elsker at gå til eksamen, fordi de er så dygtige og har forberedt sig godt. En tid, hvor dem, som ikke forberedte sig så godt begynder at blive nervøse og får eksamensfeber – en rigtig grim form for feber-influenza, som der ikke findes vaccine imod.
Vi er på en lang vandring gennem livet, som medfører den ene standpunktseksamen efter den anden – og mon vi klarer dem? – tænker vi!
Det vigtige, som Jesus og Paulus prøver at fortælle os i dag er: at vores liv er vævet ind i det liv, som Jesus levede.
Vejen kan være let og vejen kan være tung at gå.
Gud skabte os, havde en tanke med os, inden vi blev skabt i vores mors og fars tilværelse.
Vi var ventede med spænding i 9 måneder og vi blev født.
Alle forældre har vel stået med et lille nyfødt barn i hænderne og følt sig overvældet af en kærlighed så stor, at de ikke kunne andet end at være stille og suge til sig. De har følt utilstrækkeligheden ved at se sig om, om de omgivelser, som nu skulle være barnets hjem, nu var så fine, som det burde være, når alt skal være fint nok.
Som Josef og Maria i stalden i Bethlem for længe siden, da Jesusbarnet blev født.
Vores inderste ønske om, at de mennesker, som vore børn møder, må være i stand til at anerkende de fantastiske og enestående børn, som vi har – som da de tre vise mænd kommer til stalden og tilbad det lille Jesusbarn i krybben og gav det gaver, som var værdige for konger.
Vi har tanker om en god opvækst og et godt liv.
Om børnene, som alt for hurtigt lærer os, at de kun er til låns – og selv vil ud i verden og gøre det hele meget bedre, end vi kunne.
Som den tolvårige Jesus i templet, der var blevet væk fra sin far og mor, fordi han var gået ind i templet for at stå og forkynde for farisæerne og de skriftkloge med en autoritet, som kun en søn af Gud kunne have.
Og vi hørte om Jesus, som sættes i gang med sin bestemmelse på jorden, da Maria beder ham om at lave vand til vin ved brylluppet i Kanaaen.
Hvor mange mødre og fædre har ikke gjort alt for at finde ud af, hvilke talenter, deres børn har, for bedst at kunne støtte og hjælpe barnet til at udvikle disse evner og give barnet mulighed for et godt voksenliv med succes?
Jesus bar en tung skæbne:
Han skulle frelse verden.
Mange mennesker har en drøm om at gøre en forskel – at blive læger og sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, sosu-assistenter, handicaphjælpere, frivillige ”skubbere” for kørestolsbrugere på det nærmeste plejehjem.
Jesus brugte sit liv på at fortælle de svage og de syge, dem, som ikke kunne klare sig selv og som var prisgivet omverdenens nåde og barmhjertighed, at de skulle blive salige, og at deres byrder kunne blive byttet om med Jesu byrder, fordi det åg, som Jesus havde over skulderen var let og menneskenes åg tunge.
Når menneskene ikke kunne bære mere og følte sig allermest alene, lovede Jesus, at han ville bære os.
Han gik selv den tungeste vej – vejen til Golgata i påskeugen, for at aflevere det åg, som hvert enkelt menneske bærer på. Det åg som hvert menneske oplever tungere og tungere gennem livet, fordi vi ikke kan lade være med at begå fejl, komme til at skade hinanden og os selv med de handlinger, som kan løbe af sted med os, når vi er i afmagt og i mørket.
Gud har også en drøm med os: At vi skal finde ud af, at han gerne vil bytte rygsæk med os.
Rygsækken ligner den byrde, Jesus lover os.
Når du er tynget af bekymringer, som han siger,
så – op i rygsækken med dem!
Der er et rum, som hedder ”Bøn”,
så når du fortæller vor Far om det der bekymrer dig,
puster Helligånden nyt håb og kræfter i dig.
Der er et andet rum i rygsækken, som hedder ”Tilgivelse”.
Når jeg har gjort noget af det, jeg ikke kan tilgive mig selv for, så ryger det op i rygsækken.
Det rum er nemlig bundløst.
I stedet for at slæbe rundt på det jeg ikke kan tilgive mig selv for, så lader jeg Jesus bære det.
Han tog det med op på korset, og ingen har set det siden.
Rigtig mange af os slæber rundt på nogle bøvlede byrder.
Det giver åndelige rygskader.
Hvis vi følges med Jesus, får vi en byrde der er god, og den er let at bære.
Jesus bragte lyset ind i verden. Han gik gennem fristelsernes ørken og havde magten over fristeren og løgnens fader. Han tegnede en streg i sandet for at vise, hvor menneskets mørke slutter og hvor Guds lys begynder i hvert enkelt menneskes liv.
Det liv, som mennesket er bestemt til.
Det liv, som befinder sig inde i Guds tempel, som er os. Ikke det tempel i Jerusalem, som blev revet ned – men det levende tempel, som vi er en levende del i!
Jesus døde og genopstod.
Vi sætter gule påskeliljer på gravene påskemorgen.
Vi husker, han ændrede verden fra den verden, som vi havde gjort den til.
Han gik mellem menneskene for at de, som ikke kunne tro uden selv at have set ham, fik mulighed for at se ham og røre ham.
Han taler til hvert enkelt hjerte på vandringsvejen, som ikke kun er tvivlernes vandring hjem til Emmaus, men de kommende slægter af troende, som møder ham i hjertes indre krybberum, dér hvor Bethlehemsstjernen lyser, hvor kærligheden bliver synlig i verden i skæret fra Maria og Josefs ansigter, dér hvor Jesus taler direkte til dit og mit hjerte, så vi tør kikke opad mod den himmel, som vi skal vandre mod – sammen med Jesus, vejledt af Helligånden, givet til os ved pinseunderet, på vej mod de sidste tider – og her, i kirkeåret: Den sidste søndag i kirkeåret.
Hvad er så vores eksamen?
Jeg har lige gennemgået pensaet.
Vi kunne synge: ”Nu er timen til ende, og fra (skole) kirke vi gå. Hvad vi lærte derhenne, skal vi nok huske på”…
Vi husker vel alle frygten, som vi konfronteres med uge efter uge i Trinitatistiden, hvor vi hele tiden opdager, at vi ingen ting kan selv – det er kun ved Guds indgriben gennem Jesus, at vi frelses fra vore handlinger.
Det er også temaet i dag – den sidste søndag i kirkeåret:
Jesus siger til mennesket – til os: At han vil bytte rygsæk med os, så vi får chancen for at leve et godt liv fyldt med glæde, befriet for den skyld og skam, som vor egen rygsæk er proppet med. Den, som var fyldt med alle de stemmer, som fristede os til at tro, at vi ikke er noget værd.
I stedet får vi hjælp – vi får udleveret eksamenshjælpemidler både til alle livets små eksamener – og til den sidste store endelige eksamen engang, når vi kommer frem til de sidste tider i verdenshistorien.
Da kan vi se frem til at gå op til vores Gud – til Jakobs Guds hus på Herrens bjerg som frie mennesker. Som frelste mennesker med tilgivelsens og det frisatte menneskes rygsæk på, den, vi byttede med Jesus.
Vi går fri, fordi Jesus ikke lader nogen dumpe men bærer os igennem.
Han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
Skriv et svar