Lad der blive Kyndelmisselys!

Jesus sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”. (Joh 8,12)

Refleksion:

Lyset gør noget ved os.

Det får det bedste frem i os.

Det sker af sig selv, når vi går ind i et mørkt rum og hånden helt af sig selv, som vi plejer, med automatbevægelse, finder frem til kontakten og tænder.

Vi når altid at mærke det der lille øjeblik af tro-og-tvivl-øjeblik – kommer det – Lyset.

I disse tider, hvor vi må have elsparepærer, må vi vente længere, og vi kan nå at tænke:

Kommer det? Duer pæren? Er den gået i stykker?

og pludselig er det der – lyset – det kommer som en overraskelse hver gang, det kommer, men det kommer.

Lyset, som gør noget ved os.

Lyset får os til at misse med øjnene, vi skal lige fokusere, og pupillerne trækker sig sammen i lyset, og vi begynder at se rummet omkring os.

Tit tænker vi ikke over det – det er bare blevet til en del af vore automatbevægelser, men overgangen fra mørke til lys gør altid noget ved os.

Det får det bedste frem i os – lyset.

Tingene kommer frem i lyset.

Vi ser i et andet lys, når vi skifter perspektiv.

Når vi flytter os væk fra centerpunktet, hvor vi havde vores egen holdning til tingene.
Når det lille nye barn er født, og vi skubbes ud af vor centrering og sætter barnet ind i midten.

Vi ser i et andet lys, når vi forelsker os.

Når længslen får en genstand i den virkelige verden – en ny elskede, manden eller kvinden i vort liv.

Vi bliver overstrømmet af kærlighedens lys og glemmer os selv og tænker kun på den anden, som lyser imod os og kilder vores hjerte, som øjeblikket, hvor lyset bliver tændt i rummet.

Holder det? eller går det i stykker?

Er det der, lyset?

Vi skydes ud i det store rum, hvor de store ord bliver brugt og alligevel ikke er store nok for de følelser, som gennemstrømmer os og gennemlyser os i mødet med kærligheden og det forunderlige, at en anden pludselig er et spejl for os selv – et spejl, hvor vi bliver set som dem, vi er og ønsker at blive set som.

Lyset.

Genkendelsen.

Lyset, som giver os det guddommelige skær omkring os, som løfter os ud af verden i vigtige sekunder, hvor vi næres og bliver levende og genfødte i en paradisisk tilstand, hvor alt er godt.

Det kan siges med store ord.

Det kan siges med små menneskeord om det, som er hverdagen, som vi ikke kan leve uden.

Om nærheden mellem dig og mig, uanset, hvem du er.

Lyset bringer foråret med, og håbet.

Spirene gror i altankassen, i byens parker og langs Glyptotekets mure.

Håbet bliver epistelgrønt med håb af barnefødder.

Håbet gror i lyset, og vi overrumples endnu engang, af foråret, lyset, fuglene, som vender tilbage, livet!

Lad os bede:

Lys – lad der blive lys!
Lad der blive Kyndelmisselys

Lad lyset ryste støvet af vore vinger,
sprede forårsglæde med milde fingre.

Lad der blive lys!

Lad der blive håb!

Lad håbet vokse som den første vintergæk
og banke sne og støvregn, tågeskyer, væk
fra det, der dækked’ vores hjertes håb!

Glæde – lad der blive Kyndelmisseglæde!

Lad der komme tryllefeer, hvor der før var djævle
og trylle forår frem af selv det mest tilrynkede ævle,
og lad der blive glæde!

Lad der blive fred!

Lad der blive fred hvor der var krig og smerte.

Lad sorgen farve sjæle så kulørte, at vi lærer af det
og lad freden blive ægte gul og grøn af Kyndelmissefred.

Lys – lad der blive lys!

Lad lyset sprede sig i verden
nu, hvor urt og busk i skjul foretræder for vor verden.

Lad der blive lys!