Charlotte mødte Jesus

Hvad er det, som gør jul til noget særligt,
gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt?
Har Gud mon tændt sit lys i dig og mig,
og har du ladet stjernen vise vej?

Det er sidste søndag i Helligtrekonger-tiden i dag.

I julen hørte vi om lyset, som kom til verden, da Jesus blev født.

De hellige tre konger rejste gennem verden for at se ham og møde ham. De var vise mænd fra østerland, som drog i verden ud på stand, for den konge at oplede, for den konge at tilbede, som var født i samme stund, som var født i samme stund – da lyset viste sig for dem, som en stjernesol, større end nogen anden stjerne.

De havde læst tegn i sol og måne – og alverdens planeter, for de var vise mænd, fordi de kunne rådgive om, hvornår det var godt at så og høste. Dengang havde man ikke digitale ure og man kendte tiden ud fra solure og verden, som drejede rundt på forskellig måde gennem årstiderne, så solens første og sidste stråler ramte et bestemt sted i helligdommene gennem døråbninger, som vise mennesker fandt ud af at konstruere.

På den måde kunne folk så se forskel på årstiderne og tilbede deres forskellige guder til rette tid.

Der gik et lys igennem verden.

Et lys, som var til stede fra de første tider.

Et lys, som fik planterne til at vende deres blomsterhoveder i lysets retning og gro opad.

Til at stride mod tyngdekraften, som endnu ikke var formuleret af kloge hoveder, men bare var naturkræfter, som man levede med og filosoferede over i skæret fra bålets glød, når kloge mænd samledes og bestemte dette og hint – og kloge koner gav urter og poser med særlige besværgelser i mørket, hvor gammel viden skiftede hænder blandt dem, der havde brug for det af sjælelige eller fysiske årsager.

Lyset kom til verden.

Der havde været glimt gennem verdenshistorien, hvor mennesker mødte lyset.

Vi hører om det i dag i dagens tekster, hvor Moses har et møde med Gud på bjerget og vender tilbage med lyset skinnende fra sig.

Han var blevet ramt af lyset og folk måtte holde sig for øjnene.

Vi hører det hos mystikerne blandt de kristne, at de blev ramt af lyset, når de mødte Jesus.

Hildegard af Bingen, som levede i det 11. århundrede – altså samtidig med, at Karlstrup kirke blev bygget, havde store visioner med lys fra hun var bare tre år gammel.

Hun blev født ind i en almindelig tysk familie i 1098 som det svagelige barn nummer 10 og døde som 81 årig efter at have ledet det benediktinske munkekloster, Disibodenberg, og grundlagt Rupertsberg ved Bingen og senere Eibingen på den anden side af Rhinen. Altså en kvinde, som satte sine spor i verdenshistorien.

Der er ikke langt mellem Rhinen og det fjordlige nor, Hvor vandet for længe siden nåede helt op til kirken og godset, hvor en godsejer netop byggede en kirke til sin husstand, som blev til Karlstrup kirke.

Hildegards liv var fra første færd præget af lys-visioner, og da hun var otte år, blev hun sendt af sted til en adelskvinde, der gjorde hende klar til det klosterliv, som hun indgik i som bare 10 årig.

Hun blev højt uddannet i lægekunst og begyndte også at skrive og ikke mindst komponere musik til nonnernes kor.

Hendes musik synges endnu i dag rundt om i verden, og hun skrev sine særlige melodier ud fra en dyb viden om, at når melodierne slyngede sig rundt på bestemt måde, som de gør i hendes kompositioner, så havde de helbredende virkning på mennesket samlede sjælelige, fysiske og åndelige krop.

Hendes møder med det guddommelige blev erfaret som kropslige og ikke mindst fyldt med lys.

Hun blev med tiden en kirkepolitisk figur, og fik i 1194 pavens tilladelse til at skrive om sine visioner i bogen med titlen Scivias.

I en af visionerne oplevede hun, at der kom en gul lysstråle fra himlen ned i hendes pande.

Så er det, jeg tænker:

Var disse mystiske oplevelser kun noget, som foregik i gamle dage og i forhistorisk tid?

Var det, som står i biblen om mennesker, som mødte Gud og lyset kun noget, som vi skal bøje og strække, så vi får noget mening ud af det, som vi kan forstå i dag?

Jeg kikkede mig rundt i nutiden og snublede over en bog, som har været meget omtalt, siden den udkom for et par år siden:

En kvinde – i vor tid, beskriver faktisk samme hændelse, som Hildegard og flere af de gamle helgenkårede mystikere. Jeg taler om journalisten Charlotte Rørth.

Hun skriver i bogen ”Jeg mødte Jesus”, om hvordan hun en tidlig morgen, hvor hun går ud over markvejene med sin hund, oplever, at hun rammes af et gult lys, som går ned igennem hende og forandrer hendes liv med et trylleslag.

Hun havde lige været i Ubeda i Spaninen, for at skrive en artikel om klosteret der. Det er her, hvor en anden mystiker, som mange læser og studerer i vor tid, levede i det 16. århundrede, nemlig Johannes af korset. I dette kloster får hun et konkret møde med Jesus, som viste sig for hende og talte til hende i sakristiet.

Hun oplevede, at hun mødte Jesus udenfor tid og rum. Det var som om, at han var tilbage i Palæstina for to tusind år siden og talte aramæisk til hende, og hun sad der på kirkebænken og lyttede til ham i nutiden, og mærkede, at hun forstod, hvad han sagde – selvom hun ikke kan aramæisk. Der blev talt fra hjerte til hjerte, og hun oplevede en kærlighed så stor, at hun blev helt opløst i den, og hun mærkede, at Jesus så alt i hende, som den, hun er, og at han elskede hende fuldstændigt og helt på den måde, som vel alle mennesker længes efter at mærke at blive elsket eden forbehold.

Da mødet var forbi og hun rejste sig, bemærkede andre folk i kirken, at hun lyste.

Og hun har lyst lige siden og oplevet andre paranormale lysoplevelser, som er udenfor hendes kontrol.

Hun var hverken et religiøst eller spirituelt søgende menneske, da Gud viste sig for hende, og oplevelsen beskriver hun som et lynnedslag i hendes verden, en hændelse, som tvang hende til at tage sit moderne rationelle liv op tilrevision.

Og at opleve det guddommelige som et lynnedslag må siges, at være en god beskrivelse.

Vi lever normalt i et lukket system hvor alt kan måles og vejes og beskrives rationelt.

Mennesker, som ikke har en tro eller bekender sig til en religion antager, at da de ikke har haft overnaturlige oplevelser, som de ikke kan forklare ud fra videnskaben som f.eks. kemiske processer i hjernen, så står de helt af overfor troens område, som jo netop beskæftiger sig med det, som mennesker erfarer så helt anderles, at vi må lade det henhøre under troens områder.

Lidt moderne sagt, sigesom Harry Potter, der har et ministerium for magi, som muglere ikke har mulighed for at deltage i.

Charlotte Rørth bliver sendt ud på en rejse tilbage i historien, for at finde en forklaring, som hun kan leve med – ligesom de vise mænd, der søgte større erfaring med de himmelske ting på deres rejse mod lyset i Betlehem, og hun giver sig i kast med at undersøge litteraturen om den historiske Jesus, opsøger forskere i epilepsi og psykiatri, for at undersøge, om det er sygdomme, der kan være skyld i hallucinationer, der føles overnaturlige.

Hun taler med præster og spirituelle vejledere for at finde viden om og afklaring og forståelse af, hvad der skete med hende, for at kunne leve sit liv videre i sin dagligdagsverden og ikke trække sig tilbage i et kloster, som mennesker, der har haft eller har guddommelige oplevelser ofte gør, for at overgive deres liv fuldstændigt til Gud og beskæftige sig med den inderlige og fromme del af troen.

En oplevelse, som Paulus skriver om i Galaterbrevet, hvor han siger: ”Så er det da ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig.”

Når vi læser biblen, møder vi Paulus, som vi kommer til at kende som kristendommens største og første missionær. Han insisterer på, at han har mødt Jesus, og vi kan læse om den forvandling, som han gennemgik fra at forfølge de kristne nidkært, til selv at udbrede kendskabet til Jesus til hele verden i apostlenes gerninger og når vi læser hans breve.

Paulus blev født 10 år efter Jesus, og deres veje krydsedes ikke inden Jesu død.

Alligevel insisterede Paulus på, at der fandt et møde sted mellem de to, og at det var dette møde, som omvendte ham.

Han rejste ud og prædikede og skrev hjem om det – uden at have mødt Kristus på den måde, som disciplene og andre havde gjort i årene op til korsfæstelsen. Det, som Paulus prædikede, havde han ikke lært eller modtaget af et menneske, sagde han, men ved en åbenbaring af Kristus selv.

Det er på samme måde, Charlotte Rørth oplever sit livsforvandlende møde med Jesus. Hun oplever et før og et nu i sin tilværelse, og mødet er ikke uden omkostninger for hende og hendes nærmeste.

Paulus beskriver i sit første brev til korintherne, om hvordan han følte mødet med Jesus, og forklarer det med, at det var som om, der blev sået et sjæleligt legeme i ham, og at der opstod et åndeligt legeme i ham.

Charlotte Rørth udvider denne forklaring med sin egen oplevelse, og forklarer, at ved et møde med Jesus, er det kroppe, som mødes.

Det er virkelige kroppe, som lever og elsker, men alligevel ikke kroppe, som vi kender det i dagligdagen. Hun rakte ikke ud efter ham, rørte ham ikke, følte ingen trang til det – det var nok for hende at se ham åbenbare sig for hende – og hun vidste inde i sig selv, at det var et virkeligt møde – og at hun vidste, hvad han ville overbringe til hende i mødet.

Hun fortæller, at hun sansede, at han såede noget i hendes sjæl – et legeme, nemlig ham selv. Og af det legeme opstod en åndelig udgave af hende indeni hende.

Da Paulus fik sin åbenbaringsoplevelse var han på vej til Damaskus, og blev kastet til jorden og blev omsluttet af et stort lys fra himlen.

I dagens evangelietekst hører vi også om lys, der blænder og kalder alt det frem i Peter, Jakob og Johannes, som de længes efter, da de ser Jesus blive transfigureret, som det hedder så smukt, når et menneske bliver gennemlyst og forvandlet af Gud.

Et menneske bliver da gennemlyst i sin krop – sin ”figur”, og det, som Gud har lagt i os af sjæl og ånd bliver aktiveret og synligt.

Det var det, som de tre disciple oplevede at se ske for Jesus.

Er der da så andre personer i biblen, som det også skete for?

Jo det var jo det, som skete for Moses, som vi hørte om i den første af søndagens tekster.

Det skete også for Paulus, som blev blændet af lyset i tre dage.

Det sker også for mennesker, som oplever, at de bliver berørt af Gud.
De får også lysoplevelse i større eller mindre grad.

Endnu en helgen, som levede samtidig med Johannes af Korset var Teresa af Avila. Hun oplevede også at se Jesus og var ikke i tvivl.

Hun beskrev mødet med Kristus som, når to elskende ser hinanden dybt i øjnene og forstår og hører alt, hvad den anden siger uden at de kommunikerer med ord.

Mennesker, som oplever møder med Jesus er altså ikke i tvivl om deres oplevelse og kalder det ved navn: At det er en åbenbaring i deres liv.

Søren Kierkegaard beskæftigede sig også med at gennemtænke, hvad en åbenbaring er. Om det finder sted i eller udenfor tiden og hvad det medfører.

Åbenbaringen medfører en erkendelse af kærligheden, som den er, når den kommer direkte fra Gud. Så ser mennesket verden i et nyt lys.

Kierkegaard undersøgte dernæst kærligheden og dens udspring. Han var dybt intellektuel i sine eksistentielle overvejelser og ikke så sanselig som mystikerne – men han var i stand til, ligesom Johannes af korset, at kunne forklare, hvad der sker for mennesker, når de oplever en åbenbaring og Guds kærlighed. Både Johannes af Korset og Kierkegaard kunne sætte ord på, hvad de oplever, tænker og erfarer og kan videregive processen i den inderlige del af troen på en måde, så vi andre kan vandre sammen med dem og genkende det store i det små i vores tilværelse.

Kierkegaards overvejelser kan vi læse i bogen ”Kjerlighedens Gerninger”. Den munder ud i en beskrivelse af, hvor kærligheden kommer fra, ved at formulere, at kærligheden har sit udspring i det skjulte, og at det skjulte befinder sig i det inderste i mennesket og placerer kærligheden i menneskets hjerte, og fra hjertet udgår livet. Gennem vore kroppe.

Dette er Kierkegaards ord for det, som Jesus lagde frem i sine lignelser og som Paulus formulerede i Galaterbrevet med, at: ”Så er det da ikke længere mig, der lever, men Kristus i mig. Og i første korintherbrev formulerer Paulus, at af alt – tro, håb og kærlighed, så er kærligheden det største. Kærligheden er Guds væsen og kropsliggjort i os.

Denne søndags tekster er svære at gribe med forstanden.

I det daglige kan vi have små og store oplevelser med, at vi ser hinanden lyse op, når noget lykkes for os selv eller andre.

Vi siger, at ”der bliver kastet lys over noget”, når vi pludselig forstår et eller andet, og siger ”nå ja!”, og kalder det, at vi ser tingene i forklarelsens store lys.

Det ligger i os – det med at kende til lyset.

At vi fornemmer forskel på lys og mørke og bygger mange metaforer over denne dualisme, for at forklare os selv og vore livsbetingelser.

Biblen er fuld af historier om levende mennesker som mødte Jesus og blev forvandlede i lyset.

Guds lys i verden er en gave, og lyser os op, så vi kan se os selv i mørket, når lyset rammer os. Vi kan se på os selv i et nyt lys og give mørket mindre fokus.

Det, vi fokuserer på har det med at vokse, og det, vi ikke beskæftiger os med, har det med at krympe.

Så Lad os bede sammen, og bede Gud om at sende sit lys over os, så vi bliver frie til at elske og vokse i kærlighedens klare lys – og behandle hinanden kærligt.

Kirkebøn:
Lad os bede:
Kære himmelske fader.
Treeninge Gud,
Far, Søn og Helligånd.
Skaber, opretholder og frelser.

Mød os nu, som dem, vi er.
Kald det frem, som vi skal blive.
Skriv dig, Jesus, på vort hjerte,
bliv i os.

Lad dit lys komme til verden i os,
og lad os blive levende kroppe med himmellys,
levende og elskende
med krop, sjæl og ånd.

Rør os,
så vi bliver tændte af din kærlighed,
og kun har eet i sinde:
At give lyset videre i verden.

Hjælp os i hverdagen,
så når fjenden kommer for at tage vores liv og værdig
fra os, så står du der,
med krop og tveægget sværd
og skiller det gode fra det onde.

Du lægger kærlige ord på vores tunge,
får os til at juble midt i sorgen,
og giver os tro og håb på i morgen.

Velsign vores land og regering, dronning Margrethe d. II, Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, hele deres hus – og os med dem.
Led dem, der skal regere og lovgive over os, så de gør det, som er ret for dig og godt for dyr og planter, havet, luften og jorden.

Vær med Karlslunde og Karlstrup sogne, så din velsignelse når ud til alle. Så vi kan hilse på hinanden med kærlighed og sætte hinanden fri, når vi har brug for det.

Trøst dem, som har sorg og sygdom inde på livet. Og vær med dem, som er alene og udstødte, arbejdsløse, eller flygtninge fra et fremmed land.

Tak at du altid er med os og for os!