Gud sender engle ud

En venten som aldrig før.
En sygdom går dør om dør.
Vi rykker tættere sammen i stuen
og vore tanker kredser rundt om fluen.

Solen er skarp på en anden måde
end vi hidtil lagde mærke til med måde.
Der er blevet stille i det ydre
men indeni er tankemyldre.

Er det klima eller selvforskyldte vaner?
Vi taper ruder til, går rundt i lige baner.
Der er lige langt fra stol til bord til køkken.
Lige langt fra ord til tankens undertrykken.

Fingre rasler rastløst stift ved vindueshaspen.
Vi vil ud, men tanken hænger fast i ansigtsmasken.
Det at være som en løve i et bur
gir frihedstanker lænker og dressur.

Hvornår har dagen fået nok af al sin plage?
Hvornår får sagesløse kræfterne tilbage?
Hvornår er faren drevet over overdrevet
og ladet landet ligge lavt ved Vesterhavet?

Jeg tror, Gud sender engle ud i byens gader
der, hvor mennesker er skambidt af facader.
I nat så hvisker det så klart så musestille:
Det er menneskeligt at være bitte lille.